Vedligeholdelse af lejlighederne.


På denne side finder du generel information om ejendommens vedligehold og gode råd vedrørende indeklima/udluftning samt vedligehold af vinduer.

Indeklima

Ejendommen er fra 1935 og har ikke en naturlig udluftning, eller mekanisk ventilation. Det er derfor vigtigt at alle beboere er opmærksom på at lufte godt ud i deres lejligheder.

Sikre tegn på manglende eller utilstrækkelig i en lejlighed er som oftest: Dug på indersiden af lukkede vinduer eller altandør med termoruder eller langs tætningslister.

Fugt og skimmelsvampe kan i de fleste tilfælde undgås, hvis du holder boligen tør og sikrer, at der er god ventilation. Du kan holde luftfugtigheden nede i hjemmet ved at følge disse gode råd:

Sørg for at lufte godt ud - lav gennemtræk i boligen 5-7 minutter flere gange dagligt. Åbn flere vinduer på én gang, helst så der bliver gennemtræk i lejligheden, så den varme og fugtige luft kan komme ud. Istedet strømmer kold og tør luft ind. Den bliver varmet op og bærer fugten ud ved næste udluftning.
Du skal være ekstra omhyggelig med udluftningen på badeværelset og i køkkenet, når du har været i bad eller laver mad.
Sørg altid for at bruge emhætten, når du laver mad. Tjek at udsugning og aftræk virker, som det skal.
Hæng tøj til tørre udenfor eller brug en tørretumbler med kondensvirkning eller aftræk til det fri.
Hold den samme temperatur i alle rum i hjemmet. Temperaturen må ikke være lavere end 18 grader.
Hvis der opstår vandskade, skal du sørge for at kontakte ejendomskontoret eller din udlejer, så skaden kan blive udbedret hurtigst muligt.
Hold friskluftsventiler i vinduesrammer og vægge åbne, og se om aftrækskanaler og udsugningsventiler fungerer og er rent. Kontakt ejendomskontoret eller din udlejer hvis du er tvivl.

Bemærk: En korrekt måde at udskifte indeluften på er ikke at lave trækruder, ved at lade vinduer eller altandøre stå åbne i flere timer. Om vinteren må lejlighedens vægge, møbler, etc. ikke nå at blive afkølet ved at vinduer står åbne i længere tid - Når udluftningen er slut, skal alle døre og vinduer holdes lukket.

Kilde: www.skimmel.dk


Vedligehold af ejendommen

Det er traditionen i Ejerforeningen Struergården, at vi holder vores ejendom i generel god stand gennem almindeligt vedligehold hvert år samt større vedligeholdelsesarbejder med jævne mellemrum. Minimum hvert 10. år får Bestyrelsen udarbejdet en tilstands- og vedligeholdelsesrapport (af eksterne konsulenter), og denne danner udgangspunkt for planlægningen, opsparingen til og timingen af større vedligeholdelsesarbejder på ejendommen.


Vedligehold i lejlighederne

Ejerne er i henhold til ejerforeningens vedtægter ansvarlige for al invendig vedligehold bortsat fra lodrette installationer og radiatorer.

Vinduerne mod gaden

Vinduerne mod gaden blev i 2012 malet udvendigt inden for rammerne af ejerforeningens vedligeholdelsesbudget. Ejerne er selv ansvarlige for maling og anden vedligehold af vinduerne fra indersiden efter behov. Det anbefales at smøre hængslerne med jævne mellemrum.

Vinduerne mod gården

Vinduerne og altandørene mod gården blev udskiftet i 2010 til træ/aluminiumsvinduer og døre, som kræver begrænset vedligehold.

Ejerne/beboerne bør afvaske de udvendige flader i lunkent vand tilsat et neutralt rengøringsmiddel (bilshampoo) for at fjerne snavs fra overfladen (2 gange om året, f.eks. i forbindelse med vinduesvask). Der skal anvendes bløde børster eller syntetiske pudsesvampe, aldrig skure-/stålsvampe eller stålbørster, da disse kan beskadige overfladen.

Herudover skal bevægelige beslagdele smøres med syrefri olie efter behov og mindst 1 gang om året, hvor man også bør sikre, at glideskinner, styreskinner, tætningslister og lignende holdes fri for snavs og støv. Denne vedligehold er ejernes ansvar.